Introduktion til begyndere
 

Med denne introduktion byder vi dig velkommen i Esbjerg Golfklub (EGK). EGK er en af Danmarks ældste golfklubber og blev stiftet i 1921. Den består i dag af "Marbækbanen", som er en 18 hullers mesterskabsbane af høj international standard samt "Myrtuebanen" – en 18 hullers bane også af høj kvalitet. EGK råder således over 2 x 18 huller ! Marbækbanen har lagt græs til mange nationale og internationale mesterskaber i årenes løb og er derfor kendt af golfspillere i store dele af Europa.

EGK har i årenes løb hjemført mange trofæer i såvel hold- som individuelle mesterskaber. Der er således tradition for at spille golf på et højt niveau i EGK og ambitionsniveauet fejler ikke noget !

Traditioner, udvikling og værdier er nøgleord i EGK, og vi sætter ord som sport - idræt - kammeratskab – natur - i højsædet.

Med omkring 1400 medlemmer er EGK også en stor klub – rent medlemsmæssigt. Såvel juniorer som seniorer trives sammen med de øvrige medlemmer – sport, motion, samvær er gode følgesvende. Såvel i det daglige som til matcher og større arrangementer lærer medlemmerne gradvist hinanden at kende, og i det nymoderniserede klubhus er der mange muligheder: sekretariat med fast åbningstid, lobby, proshop, omklædningsrum samt på 1.sal restaurant/klublokale, bar, møderum og udendørs dejlige terrasser og verandaer.

Af øvrige faciliteter kan nævnes: 6 hullers par 3-bane, overdækket drivingrange, puttinggreen med 18 huller, indspilsgreens mm. I vort greenkeeperområde er der personalerum mv., værksteder, garager til det kørende materiel, tankanlæg og meget andet.

En bestyrelse på 7 medlemmer udgør ledelsen i EGK. Sammen med det ansatte personale og udvalgene bliver de forskelligartede aktiviteter koordineret, planlagt og gennemført, hvad enten det drejer sig om medlemsforhold, investeringer, større arrangementer, banerne, klubhuset, træningen eller den daglige drift. Klubbladet udkommer 4 gange årligt med aktuelle artikler og oplysninger.

I de kommende afsnit kan du læse om, hvad du – specielt som begynder – har brug for at vide for at  komme godt i gang i EGK.

BEGYNDERUDVALGET

Begynderudvalgets opgave er at guide nye medlemmer ind i EGK, så de gennem en introduktionsperiode på ca. 3 måneder får et godt kendskab til klubben, banerne og golfreglerne. Medlemmerne af begynderudvalget er - ligesom medlemmerne i andre udvalg – frivillige, der virker som instruktører ved begyndertræningen såvel i praksis som teori (regelgennemgang). Instruktørerne er til stede, når der trænes til "bagmærket" eller der skal tages prøve hertil (læs længere nede). Du vil også blive nærmere informeret herom ved opslag på begyndertavlen i lobbyen.

Du er altid velkommen til at kontakte begynderudvalgets medlemmer i forbindelse med dit medlemskab af EGK.

BAGMÆRKET:

"Bagmærket" er golfspillets kørekort og skal erhverves gennem en række prøver, inden du kan spille på de rigtige golfbaner. Det bæres synligt på den "bag" (taske), hvori golfudstyret befinder sig. Alle kan derfor se, om en spiller er berettiget til at spille og hvilken klub, der er medlemsklub. Endvidere fremgår det, om du har betalt kontingentet for det pågældende år, idet bagmærket udskiftes hvert år med det aktuelle årstal ! Til at starte med får du et "særligt" bagmærke.
I pjecen "VEJEN TIL BAGMÆRKET" får du yderligere oplysninger om begynderudvalget, træningen og de enkelte prøver.

UNDERVISNING AF PRO:

Pro'erne (golftrænerne) hedder Ben Tinning (chefpro), Arne Tinning og Johannes Eriksen og de skal lære dig at spille golf. De underviser dig i forskellige slagdiscipliner (slagtræning), teknik og valg af udstyr. I det kontingent, du har betalt som nyt medlem, er der indeholdt betaling for 3 træningslektioner hos proen samt 2 gange fællestræning. Inden du  starter med bagmærketræningen hos begynderudvalget omkring 1. april skal du have gennemført mindst 2 træningslektioner hos proerne. Tidspunktet for lektionerne aftales hos Ellen Tinning i Proshoppen. Når der er fællestræning vil det fremgå af opslag i lobbyen, og der vil være ophængt lister, hvor du kan skrive dig på. I din velkomstkuvert finder du et stempelkort vedr. lektionerne. Dette skal medbringes, når du aftaler træningslektioner. Træningslektioner ud over de første 5 timer, skal du selv betale. 1 lektion varer 20 minutter og koster 150 kr.

BEGYNDER- OG BAGMÆRKETRÆNING:

Træningen finder sted under instruktion af begynderudvalgets medlemmer og starter ved sommertids begyndelse. Træningen foregår tirsdag eller torsdag fra kl. 18.00 – 19.30. Mødested er 1.tee på par 3-banen. Efter træningen er der nogle aftener regelgennemgang i klubhuset fra 20.00 – 21.00, herudover visse lørdage. Træningen tager primært sigte på bagmærkeprøverne, som også for en stor del afholdes på træninsaftenerne. Husk at have gennemført mindst 2 træningslektioner hos proerne, inden bagmærketræningen begynder !! Der vil blive udleveret lister over træningstider.

I regelgennemgangen gennemgås golf- og etikettereglerne, hvilket vil give dig et godt  kendskab til golfspillets definitioner og regler. Sikkerhed på banen, påklædning er også nogle af mange emner, som  vil blive grundigt gennemgået disse aftener.

Du vil få udleveret forskellige publikationer om golfspillet, bl.a. "Regelbogen", "Sund fornuft på golfbanen", "Golf i tegninger og bobler". Disse bøger samt papir og blyant skal medbringes til alle aftener, hvor der er regelgennemgang. Husk det nu ! De fleste golfudtryk er engelske, og i ovennævnte publikationer er der udførlige forklaringer. Disse udtryk vil blive yderligere uddybet og anvendt ved undervisningen.
 

Åbningstider
Greenfeeaftaler
Info om banelukning
Elitesiderne
Juniorsiderne
Seniorsiderne
Begyndersiderne
Introduktion
Begynderudvalg
Begynderaktiviteter 2011
Klubmestre
Klubber i klubben
Golfbox
Golfregler og handicap
Lokale regler m.v.
Klubbladarkiv

GREENKEEPERS CORNER

BANESTATUS

(opdateres dagligt kl. 08.00)

Marbæk

Banen er åben 

Myrtue

Banen er åben 
Planlagte greenkeeper aktiviteter
PROSHOP
 
Ben Tinning & Johannes Eriksen 
RESTAURANT
RESTAURANT - JC
 


 

Kig indenfor
ANNONCØRER